Nutidsbillede af den nye, globale samfundsorden

I det seneste år har jeg læst bøger som ”The Long Tail”, The Tipping point” og ”Wikinomics”. De beskriver en ny social-økonomisk samfundsorden, hvorunder individer og organisationer anvender ny teknologi til at skabe økonomiske og sociale relationer i et omfang, verden ikke har set før. Den nye litteratur om sociale medier og netværksdannelse giver således det indtryk, at internettet og den stigende mediekonvergens sammen med den nye generations kultur og vaner er med til at skabe nutidens og fremtidens globale samfund.

John Naisbitt giver et mere bagstræberisk – eller måske mere realistisk – billede af trends i det globale samfund i hans seneste bog ”Mind set”. Naisbitt er også kendt for bøgerne ”Megatrends” og ”High tech – high touch”, hvor han ikke var bleg for at prise den nye økonomi.

Men i ”Mind set” maner han til ro ved først at opstille 11 mind sets (indstillinger), som kan anvendes til at aflæse fremtiden. Det er Naisbitts holdning, at vi skal væk fra traditionelle måder at tænke fremtiden på ved at vende tingene på hovedet og altid foretage et reality check. Som to af hans indstillinger siger: ”Forstå, hvilken styrke der ligger i, at man ikke behøver at have ret” og ”selv om meget forandrer sig, forbliver det meste konstant”.

Med de 11 indstillinger som perspektiverende brille beskriver Naisbitt fem ”billeder af fremtiden”. Han beskriver først, hvordan verdensøkonomien i dag er helt uafhængig af landegrænser, men snarere styres af virksomheder, der agerer globalt i forhold til både produktion, arbejdskraft, videndeling, samarbejde, salg og markedsføring. Det er økonomien og behovet økonomiske relationer, der styrer – ikke lande og regeringer.

Europas samfundsøkonomiske nedtur er Naisbitts andet billede. Europa bliver et historisk museum for rige amerikanere og asiatere, hvis ikke Europas ledere griber chancen for at reformere, siger han. Til gengæld er han i billedet af Kina mere optimistisk og rosende over for den udvikling, landet er i gang med i disse år. Om Naisbitt er blændet af skyskrabere og erhvervslivets indtog i Kina, eller om Kina også formår at skabe en miljømæssig og social ansvarlig balance i sin udvikling, står dog stadig at bevise. Og denne del af Kinas udvikling er i et meget begrænset omfang en del af Naisbitts optik.

Naisbitts billede af en visuel kultur, der er ved at overtage verden, burde jeg måske kende fra min egen verden. Men hans beskrivelse af en visuel verden, der inkluderer alt fra aviser, reklame, forbrugsdesign og arkitektur til mode, musik, fotografi og museer, synes noget famlende og usammenhænge. Jeg er sådan set med på, at vi i disse år ser en eksplosion af kreativitet og design på tværs af kulturer, medier og mennesker, men at musik i dag skulle være visuel end i 70’erne og 80’erne, at der er sket afgørende nyt i modeverdenen, og at fotografi skulle udgøre en særlig visuel kraft (til forskel for video og internet) vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved.

Naisbitt sætter endelig spørgsmål tegn ved, om vi i disse år oplever en særlig innovativ periode eller om der blot et tale om en evolutionær æra, hvor vi allerede har skabt ”et reservoir af innovation”, som det primært handler om at indkassere værdien af. Her hopper han således heller ikke i takt med andre internet- eller managementgurus, der ser revolutionære muligheder i den nye teknologi.

Selv om Naisbitt altså ikke kan siges at forudsige nye visionære udviklingstegn i det globale samfund, så giver han et både kritisk og erfarent indblik i en række væsentlige temaer for samfunds, organisationers og menneskers udvikling.