Lindstrøm versus Sandstrøm

Så er Martin Lindstrøm igen aktuel med en ghostwritet kaffebordsbog om reklame - eller branding som han mange medier kalder det (læs misundelsen mellem linierne). Mange millioner, i alt 7 mio. USD, og tre års research er anvendt på at undersøge begrebet "neuromarketing"; altså de faktorer, der påvirker os og vore hjerners styring af købsadfærd.

Konklusionen er bl.a., at brands ubevidst påvirker os, og at brands og reklameindustrien kan udnytte og udnytter vores købsadfærd. Det er vel næppe så nyt eller overraskende. Imidlertid har Lindstrøm gennem et omfattende hjernescannings-arbejde også konkrete avisninger på, hvilke midler og følelser, der virker bedst - eller modsat. Eksempelvis dokumenterer han, at advarslerne på de danske cigaretpakker netop har denne modsatte effekt - og at eksempelvis billboard-reklamer har meget lille effekt i forhold til fx særlige lyde eller kendingsmelodier.

Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig, at Martin Lindstrøms analyser og budskaber ikke var pakket ind i glimmer og (traditionel) reklame, og at hans nye bog ikke var så populær-videnskabelig. På den anden side kan Martin Lindstrøm gennem sine 150.000 kroners foredrag og nye bog, som udkommer i 35 lande, også være med til at rejse nogle relevante debatter om etik, forbrugerroller og virksomheders ansvar i markedsføring. Debatter som savnes i reklameindustrien - og for så vidt også i den kommunikationsbranche, som jeg selv repræsenterer.

Finansiel krise versus klimaforandringer

Mange virksomheder har de sidste år proklameret strategier og handleplaner for en indsats henimod en mere bæredygtig ledelse og udvikling. Ikke mindst FNs internationale klimakonference COP15, som finder sted i København, har sammen med et internationalt stigende fokus, fået de danske virksomheder i gang med at investere i klimaforbedrende foranstaltninger.

Nu står vi imidlertid midt i finansiel krise med samfundsøkonomiske virkninger, der ikke lige forsvinder over nat. Virkninger, som både påvirker banker såvel som privatpersoner og virksomheder. Nogle virksomheder vil opleve at skulle rationalisere og effektivisere – og skære i antal medarbejdere og/eller udviklingsprojekter.

Til trods for at mange virksomheder har udråbt miljø og social ansvarlighed til at være en væsentlig - og uundværlig - del af forretningsmodellen (og det er jeg forretningsmæssigt enig i, at det bør være), så kan man også frygte, at bæredygtighedsprojekterne – herunder klimaforbedringer – kommer i anden række, når der på den korte bane skal tælles kroner og ører. Og det noget kortere sigt i virksomhedernes ledelse og strategiarbejde vil forventeligt blive et umiddelbart resultat af den finansielle ustabilitet.

Selv om klimaforandringer derfor i de senere år har vundet indpas på direktionsgangen, så kan jeg frygte, at det (igen) bliver økonomerne, der vinder kampen om fokus – på bekostning af ingeniører og humanister, der vil investere i stigende miljømæssig ansvarlighed. Mit håb er blot, at de projekter, der allerede er sat i gang, får lov at vise deres potentiale – også på bundlinien.

Personligt er jeg desuden spændt på, hvilken rolle sustainability eller CSR vil få i de danske virksomheders årsrapportering for 2008. Mange virksomheder har sat klimaprojekter i søen, som nu skal til at give det første (rapporterede) afkast. Samtidig vil det være interessant at undersøge, om klima-dampen holdes oppe og nye projekter sættes iværk, eller om klima sættes på stand by. Det ville være en endog meget kedelig, langsigtet side-effekt af den finansielle krise.