Corporate Branding Forum Blog

På denne weblog publiceres indlæg og kommentarer om strategisk kommunikation og branding.

13.1.16

Kommunikationsstrategi eller relationsstrategi?

Både erhvervsfolk og studerende spørger mig ofte om, hvad der er forskel på en kommunikations- og relationsstrategi, og om, hvilket valg der er det bedste. Svaret er nok, at det ikke i så høj grad har betydning, om man anvender det ene eller andet begreb, men mere hvilke elementer strategien indeholder, og hvordan den forankres og efterleves i organisationen. Derudover vil behovet for type af strategi afhænge af organisationens ledelse og kultur. Og når man så tilmed anerkender, at organisationer vil og skal forandre sig på mange niveauer for at modsvare omverdenens (teknologiske) forandringskraft, ja så er det temmeligt kompliceret at definere en one-size-fits-all strategimodel.

Når jeg imidlertid taler for relationsstrategi, er det lige så meget som en metafor for en emergent strategi, der har fokus på netværk, relationer og involvering, som det er et bud på en helt ny strategimodel til afløsning for eksisterende måder at udvikle og implementere kommunikationsstrategi. Med andre ord, kald det gerne fortsat en kommunikationsstrategi, men overvej om der er nogle af relationsstrategiens ideer og fordringer, der giver mening i den organisation, du sidder i – eller studerer eller arbejder for.

Du kan læse mere om forskellen på kommunikations- og relationsstrategi i bogen om begrebet:
www.samfundslitteratur.dk/bog/relationsstrategi
 

Etiketter: , , , , ,