Corporate Branding Forum Blog

På denne weblog publiceres indlæg og kommentarer om strategisk kommunikation og branding.

17.12.15

Skal du være klogere på strategi, branding, relationer og web?


I 2015 har jeg i Corporate Relations gennemført en lang række kurser og foredrag. I 2016 er jeg klar igen. Jeg udbyder kurser og foredrag, og deltager som facilitator eller oplægsholder på workshops og seminarer. Her er eksempler på emner og fokuspunkter:

Relationsstrategi i praksis

Den traditionelle massemarkedsføring er død, og nye inddragende relations- og dialogformer vinder frem mellem virksomheden og dens interessenter. Men hvordan udvikler og eksekverer man en strategi, der gennem involvering og co-creation skaber værdi for både virksomhed og interessenter? Hvordan sikrer man en forankring af nye metoder og værktøjer internt i virksomheden? Og hvilke danske og internationale virksomheder demonstrerer best practice?

Branding – nye værktøjer til involvering

Branding er under hastig udvikling – som teoretisk disciplin såvel som i den praktiske udøvelse i virksom-heder og organisationer. Mange steder er produkt- og corporate branding på retur til fordel for en mere involverende og interessentbaseret relationsbranding. Men hvilke nye metoder og værktøjer kan anvendes i en involverende branding? Hvad kræver de nye metoder af ledere og medarbejdere? Og hvilke cases kan du lære af?

Udvikling af kommunikationsstrategi

Hvordan fastlægger du nogle målbare mål? Hvordan kortlægger du organisationens interessenter? Hvordan skaber du en fortælling og nogle budskaber, der har gennemslagskraft? Hvordan definerer du værdipositionen? Hvordan fastlægger du kommunikationstiltag og -medier? Og hvordan måler du effekt og resultater af kommunikation? Få konkrete metoder og værktøjer, der klæder dig på til at udvikle og forankre en effektiv og værdiskabende kommunikationsstrategi.

Sociale medier til relationsudvikling og dialog

Mange virksomheder er famlende over for de nye kommunikationsmedier og mangler metoder og værktøjer til at udvikle og styre indhold. Hvordan udvikler du en strategi for sociale medier? Hvordan skaber du interessant og relevant indhold? Hvordan skaber du engagement? Hvordan forankrer du indsatsen og skaber ejerskab i din organisation? Hvordan måler du på effekten?

Etiketter: , , , , , , , , , , ,

27.4.13

Finansiel kommunikation i øjenhøjde



Den 30. maj kl. 16-18 står mine kolleger i Bysted for et gå-hjem-møde med forskellige perspektiver på virksomheders finansielle kommunikation og investor relationer.

Der præsenteres interessante cases fra kommunikations- og investoransvarlige fra Vestas og Chr. Hansen, og der præsenteres temperatur-analyser på virksomheders finansielle kommunikation i både et internt og eksternt perspektiv. Derudover vil SEB Enskilda give sit bud på ”den gode årsrapport”.

I forbindelse med gå-hjem-mødet udvikles den årlige BYSTED RAPPORTEN, som bl.a. inkluderer en analyse af de største danske børsnoterede virksomheders digitale koncernkommunikation – en analyse, jeg har stået i spidsen for i snart 10 år i forskellige former. I år gennemfører vi analysen i et lidt mere kvalitativt setup end tidligere, da vi mere direkte går ind og vurderer kvaliteten af den virksomhedernes kommunikation med de finansielle interessenter.

Få fat i rapporten og tilmeld til dig det gratis gå-hjem-møde på: http://bit.ly/11Lxbb5

Etiketter: , , , , , , ,

30.5.11

Danske Bank er stadig bedst på web


Den danske finanskoncern er igen i år på førstepladsen i Bysteds årlige ranking af de største danske børsnoterede virksomheders online koncern-kommunikation. Danisco er på andenpladsen, mens årets to højdespringere NKT og A.P. Møller-Mærsk indtager tredje­-og fjerdepladsen.

Analysen har som tidligere et stærkt fokus på virksomhedernes investor-rettede kommunikation og deres evne til at servicere kapitalmarkedet bedst muligt; både i forhold til hvilke informationer, som lægges åbent frem, og i forhold til, hvordan disse kan anvendes og opleves. Derudover er fokus på funktionalitet, interaktions- og dialogmuligheder, integration med andre digitale medier og platforme, og muligheder for at kunne downloade, bestille eller abonnere på information i ønskede formater.

I analysen er seks forskellige analyse-kategorier. Resultaterne viser imidlertid klart, at der er forskel på, hvilke virksomheder, der mestrer de enkelte kategorier. Danske Bank kommunikerer generelt åbent og transparent om økonomi, ledelse, marked, strategi og aktieforhold. Carlsberg er særligt stærke på den generelle virksomhedsinformation. Danisco, NKT og Lundbeck er især stærke på information om aktie og resultater, Novozymes scorer højt på nyheder og rapportering og er sammen med Danske Bank, Novo Nordisk og TDC i særklasse på CSR kommunikation i bred forstand. Endelig stiller A.P. Møller-Mærsk og Topdanmark mange services (funktionalitet) til rådighed for webbrugerne.

Statisk indhold frem for interaktion og dialog

De børsnoterede virksomheder er klart bedst til den konventionelle, statiske informa­tion uden særlige muligheder for brugerinteraktion, dialog og debat, og sjældent synlig­gøres en integration med sociale netværkssider, mobile platforme eller lignende. De danske virksomheder har således ikke i samme grad som eksempelvis de ameri­kanske og engelske virksomheder (bl.a. BP, Vodafone, Verizon, Apple, Dell, Comcast, Caterpillar, TVI Pacific og General Motors) taget de nye kommunikationsformer til sig på koncern-niveau. Analysen viser få enkeltstående tiltag:

> Danske Bank giver mulighed for at rate og bogmærke de websider, som besøges på koncern-siden.
> A.P. Møller-Mærsk, Jyske Bank og NKT tilbyder investorer en særlig mobilside med tilgang til aktieinformation, nyheder og kalender via mobile platforme.

En del virksomheder er dog begyndt at promovere deres tilstedeværelse på sociale medier. 8 ud af de 26 virksomheder i analysen henviser til deres Facebook og/eller Twitter profil, og 9 virksomheder giver brugerne mulighed for at dele indhold (share) direkte på en eller flere sociale media-profiler.

Bæredygtig ledelse og ansvarlighed i fokus
Igen i år har vi inkluderet CSR i analysen, og efter en forsigtig start fra de børsnoterede virksomheder for 4-5 år siden er det efterhånden tydeligt, at virksomhederne gør en markant indsats på området - og lægger mange informationer herom på koncern-hjemmesiden. Mange har dedikeret et punkt i hovedmenuen til dette emne.

De fleste virksomheder kommunikerer deres vision, værdier, samt politikker og strategi for arbejdet med CSR (hos nogle også kaldt sustainability). Derudover er virksom­he­derne generelt åbne om ansvarlighed i relation til kunde- og leverandørforhold samt medarbejder-relaterede problemstillinger.

Det er primært i forhold til rapportering på området og kommunikationen om hvilke retningslinier (fx GRI), der anvendes, at det halter for nogle virksomheder. Kun 7 af de 26 virksomheder lægger således CSR-rapporten frit tilgængelig i HTML. De gode eksempler på CSR kommunikation findes først og fremmest hos de klassiske industri-, fødevare- og medicinalvirksomheder som Novo Nordisk, Novozymes, Danisco, Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk. Men også inden for brancher, som berøres af ansvarlighed på andre områder end disse virksomheder, er der sket en markant opgradering i de seneste år. Danske Bank og TDC er således helt i top i analysen i denne kategori og demonstrerer, at ansvarlighed og bæredygtig ledelse anses som en væsentlig værdiskabende parameter i forhold til flere kritiske interessent-dimensioner.

Den store skuffelse i år på dette område er Coloplast, som har valgt at præsentere alt information om CSR på bare én side, og herefter linke til indhold i PDF filer frem for at gøre det umiddelbart tilgængeligt for brugerne.

Fakta om analysen
Bysteds Corporate Web Benchmarking gennemføres en gang årligt. Analysen giver et øjebliks­billede af de største danske børsnoterede virksomheders koncern-kommu­nikation med investorer, analytikere, journalister, NGO’er og andre lignende interessenter. Analysen fokuserer således ikke på online kommunikation med fx kunder, partnere eller jobsøgere.

Analysen gennemføres som et tjek af udvalgte indholds-, funktions- og interaktions­områder/ kriterier. Vi giver ikke karakterer eller vurderer kvaliteten, men noterer blot, hvorvidt de udvalgte områder/kriterier opfyldes eller ej.

Vi har i år fokus på seks analyseområder, som evalueres separat og som en del af den samlede analyse. De seks områder kan således ikke stå alene i en virksomheds online kommunikation. Vi evaluerer:

1. Generel virksomhedsinformation (General company information)
2. Aktie og resultater (Share and results)
3. Nyheder, rapporter og dialog (News, reports and dialogue)
4. Social ansvarlighed (Corporate Social Responsibility)
5. Servicefunktioner (Services)
6. Brugervenlighed og design (Usability and graphics)

Vi vægter alle områder ens i analysen. Da de fleste virksomheder i analysen imidlertid opfylder de mest konventionelle krav til et koncern-website, honoreres de virksom­heder som i særlig grad har arbejdet med at gøre kommunikationen med brugerne relevant, funktionel/værdiska­bende og levende. Det betyder eksempelvis, at de virksom­heder som arbejder med interaktive elementer, integrerer til sociale medier og mobile platforme eller tilbyder avancerede online services til investorer opnår point herfor.

Analysen er gennemført ultimo april 2011.

Etiketter: , , , ,

8.5.11

Ranking af koncern-hjemmesider


Jeg er i fuld gang med de sidste dele af Bysteds årlige analyse af de største danske børsnoterede virksomheders online-kommunikation. Analysens resultater offentliggøres på Bysteds gå-hjem-møde den 26. maj 2011, samt i den rapport, der udleveres på mødet. For tiden er analysen til "høring" hos de virksomheder (large cap), der indgår i analysen.

Analysens fokus er tilpasset noget siden sidste år. Interaktion og brugeroplevelse fylder noget mere i vurderingen, ligesom kommunikationen om CSR relaterede emner har fået vægt. Det er dog stadig den investor-rettede kommunikation, som har det altaføgrende fokus. Det er således også denne målgruppe, der typisk prioriteres højest på virksomhedernes koncernhjemmesider (.com).

Man komme gratis med til gå-hjem-mødet ved at tilmelde sig på Bysteds web. Tjek bysted.dk/arrangementer.

Etiketter: , , , ,

7.10.10

Nye udfordringer til webredaktører

Så er jeg igen ved at være klar med nye udfordringer og strategiske værktøjer til webredaktører. Det finder sted på mit kursus i Dansk Kommunikationsforening den 27.1o i KBH og 06.11 i AARH. Jeg glæder mig allerede. For det plejer skisme at være en engageret flok kursister, der møder frem til en involverende proces. Som altid præsenterer jeg en masse modeller, kommer med gode tips undervejs, præsenterer stærke case og laver øvelser med deltagerne undervejs.

Kurset i korthed

Online medier spiller i dag en helt central rolle i de fleste organisationers og virksomheders kommunikation med interne og eksterne interessenter. Det gælder både for kommunikation via web som for andre digitale platforme. Udviklingen af nye online medier og øgede muligheder for bruger-interaktion stiller samtidig nye krav til webredaktørens kompetencer og rolle.


Kurset stiller skarpt på webredaktørens rolle som rådgiver, udvikler og indholdsleverandør på både internet, intranet og andre digitale medier. Kursusdeltagerne får inspiration og værktøjer til at udvikle en effektiv webstrategi, formulere mål og succeskriterier, udvikle personas og brugerscenarier, vælge samarbejdspartnere og CMS samt til at prioritere indhold og udvikling af ny funktionalitet.

Skynd dig at melde dig til. Du får også min bog om "online branding".
Tilmelding via www.kommunikationsforening.dk


Etiketter: , , ,

12.8.10

Præsentationer på Slideshare

Så fik jeg sørme også lagt lidt præsentationer/oplæg om web, strategi, branding og relationer ud på
http://www.slideshare.net/labesate

Til gengæld har jeg vist ikke været så flittig til at skrive her på bloggen. Men det skal jeg nok komme til. Mange teser, tanker og teorier presser sig på.

Etiketter: , , , ,

4.5.09

Brugerorienteret innovation i fokus i Frederiksberg og Gentofte

Det har været ønsket om at opfylde markante brugerbehov fra borgere og virksomheder, som har drevet Frederiksberg og Gentofte Kommune i deres udvikling af web og digitale tjenester. En satsning, der har i 2008 gav Frederiksberg Kommune førsteprisen i Bedst på Nettet 2008, mens Gentofte Kommune fik en 8. plads og fem netkroner. Bedst på Nettet priserne har imidlertid ikke været et primært mål, men retningslinjerne for tilgængelighed og brugervenlighed har kunnet anvendes som inspiration og nyttig tjekliste i udviklingen af tekniske specifikationer, prototyper og design.

”For Frederiksberg kommune har det været et grundvilkår for vores udvikling af web, at brugerne altid er længere fremme end kommunen – vi halser efter i kampen for at opfylde aktuelle behov for borgere og virksomheder”, sagde vicekommunaldirektør Bjørn Thomsen. For Frederiksberg Kommune har drivkraften desuden været borgernes høje forventninger, 40.000 unikke brugere pr. måned, et ønske om effektivisering, og en ung kommunalbestyrelse med forståelse for fordelene af digitalisering af services. I Frederiksberg er man med den aktuelle webløsning således gået fra et forvaltningssite til et servicesite.

En stor del af udviklingen af Frederiksberg Kommunes web er desuden sket gennem konkrete digitaliseringsprojekter som fx muligheden for at ansøge om pas online, muligheden for (ved at spørge den elektroniske serviceassistent Betty) at få besvaret spørgsmål direkte på web, muligheden for ”at blive gift på nettet” samt et kommende prøve-kommunalvalg blandt 16-17 årige direkte på web. Alle projekter med en klar business case, målt og dokumenteret i effektiviseringsgevinster. Kommunen anvender desuden en del kræfter på foranalyser og brugertest, som ikke mindst er med til at sikre fokus, opfylde brugerbehov, skabe overskuelighed og udvikle en grafisk brugerflade, der understøtter funktionaliteten.

I Gentofte Kommune er det helt overordnede mål, at man vil ”være bedst på service – uanset tid og sted”. Det sker bl.a. gennem den personaliserede løsning Genvej og gennem en lang række selvbetjeningsmuligheder. Basis for at det imidlertid også er lykkedes et langt stykke af vejen er imidlertid også en markant borgerinddragelse, ledelsesfokus, en digital strategi, tålmodighed og en kommunikationsplan. For bare at nævne nogle få indsatser, der understøtter udviklingen af digitale services i kommunen.

Selv om begge kommuner har forholdsvise mange borgere med en høj IKT parathed, så er der stadig langt at gå, før den digitale kommune for at alvor er en realitet. Der er dog rigtig meget inspiration og læring at hente for de kommuner, der endnu kun har taget de spæde skridt i udviklingen personaliserede services og selvbetjening. Om disse udviklingstiltag så fører til fem netkroner i Bedst på Nettet kan være en helt anden sag. Men der behøver ikke være modsætningsforhold mellem de i nogen tilfælde noget firkante krav til tilgængelighed og brugervenlighed, som stilles i Bedst på Nettet, og de krav til merværdi, service og effektivisering, der stilles fra kommuner og borgere.


Etiketter: , , ,

3.9.08

Webstrategi som en del af forretningsstrategi?


Mange organisationer oplever, at de er gode til at udarbejde strategier med hensigtserklæringer for udvikling og drift af deres webkommunikation, men sjældent gode til at sikre, at strategien bliver forankret og realiseret i konkrete, målbare projekter og resultater. Det er ærgerligt. En strategi er ikke meget værd, hvis den ikke på én gang sørger for, at de, der arbejder med web, både gør de rigtige ting og også gør dem på den rigtige måde. Det handler med andre ord om, at strategi og handling skal integreres.

Det er også det udgangspunkt, jeg har, når jeg om et par uger i regi af Dansk Kommunikationsforening vil afholde et kursus med fokus på sammenhængen mellem webstrategi og forretningsstrategi. Jeg vil bl.a. forsøge at give svar på følgende: Hvordan prioriterer du indholdet på din virksomheds hjemmeside? Og på hvilket strategisk grundlag træffer du beslutningerne om hjemmesidens udvikling? Udspringer webstrategien af forretningsstrategien? Og hvordan defineres behovet for online interaktion og dialog med dine interessenter?

Det er ikke simple spørgsmål, hvor svarene kan gives på forhånd. Snarere tror jeg det i den enkelte organisation er et spørgsmål om at skabe en strategi, et system til styring, og en organisering af webarbejdet, der er afbalanceret omverdenens ønsker og behov og organisationens kultur, ressourcer og dynamik. Det er i sig selv en voksen udfordring.

Etiketter: , , , , , ,

24.5.08

Viden om investor-kommunikation

Forleden stod jeg i spidsen for et seminar hos Bysted om ”investor relations i et nyt perspektiv”. Ud over mit eget indlæg om investor-kommunikation på web, deltog tre eksterne taler fra Danske Bank, NKT og Berlingske Tidende med indlæg om udfordringer til IR, pressens arbejdsvilkår og kommunikation af social ansvarlighed.

70 mennesker deltog på seminaret for at få inspiration og viden. I forbindelse med mit eget indlæg var således også udarbejdet en analyse af de største danske børsnoterede virksomheders kommunikation på koncernwebsitet.

I kommende indlæg her på bloggen vil jeg fortælle lidt mere om analysens konklusioner.

Etiketter: , , ,

13.1.07

Do you wiki?


Et stigende antal virksomheder ser muligheder i at anvende wikis til ekstern eller intern udvikling af definitioner, strategier, værdigrundlag, planer, notater, manifester og meget mere. Og det er forståeligt. For det meste wiki-software er umådeligt let at anvende, ligesom wikis, som wiki-udbyderen PbWiki siger det, er lige så lette at oprette som at smøre en håndmad med peanutbutter. Desuden er de fleste wikis gratis at oprette og indeholder en række hjælpeværktøjer og distributions-services (fx RSS feeds).

Som med weblogs kan man næsten ikke starte uambitiøst nok. Ikke mindst når det drejer som om intern, fælles udvikling, er wikis et fantastisk værktøj til at dele viden i organisationen. Og erfaring og gode metoder udvikles gennem læring og afprøvning af de nye medier. Imidlertid kan det anbefales at tænke lidt mere strategisk, når det handler om at anvende såvel wikis som weblogs i den eksterne kommunikation. Det vender jeg tilbage til en anden gang.

Etiketter: , , , ,

27.10.06

Ny Københavner-guide er et killer-site

MitKBH.dk er en ny guide til restauranter, barer og steder i København. Sitet bygger på web 2.0 teknikker, og er på den måde drevet af brugernes egne anmeldelser af ratings. AOK må have kaldt til krisemøde efter omtalen af sitet i URBAN den 27.10.

Sitet kan endnu betegnes som et udviklingsprojekt, drevet af iværksætterne bag, og af brugernes kommentarer til sitets brugervenlighed og funktionalitet. Der er dog allerede mange underholdende anmeldelser af interessante "københavner-hemmligheder", og mange gode fif til en tur i byen, hvad enten du er til pizza, poolbord eller pilsner.

Etiketter: , , , , ,

1.6.06

Webstrategi er ikke svært

I de forløbne uger har jeg flere gange haft lejlighed til at give en række webfokuserende kommunikatører nogle råd og tips til, hvordan man arbejde systematisk med at udarbejde og forankre en strategi for web, som hænger sammen med organisationens vision og forretningsstrategi. Første gang som indlægsholder på et gå-hjem-møde hos DTU og dernæst som underviser på et to-dages kursus i ”digitale brandingstrategier”.

Til det første arrangement havde jeg tænkt at præsentere den model, ”web balanced scorecard”, som jeg beskriver i min bog ”online branding”. Alligevel besluttede jeg, at det nok ville blive for tungt og tidskrævende. Så jeg gik mere enkelt til værks og præsenterede nogle enkle udfordringer med nogle enkle svar.

Til kurset var jeg også lidt betænkelig ved at fremture med denne model. Imidlertid viste det sig, at denne model, og især det såkaldte ”strategikort”, var en åbenbaring for mange af kursusdeltagerne, som nu fik en enkel, forståeligt og let-kommunikérbar metode til at diskutere og besluttede mål, kritiske succesfaktorer, målepunkter og handleplaner for web.

Åbenbaringen for mig er derfor også, at denne model i praksis er et fantastisk værktøj til at diskutere webstrategi med virksomheder, som er famlende overfor de strategiske mål og nytteværdien af deres webkommunikation.

Etiketter: , , , , , , ,